Lilli Schult var en ivrig slektsgransker og undersøkte særlig slekten i Halden-distriktet. Her er et utdrag fra hennes notater:

Elise (Lilli) Schults notater 

Jeg ha valgt dennene tittel på familieoptegnelsene om familien Hanssen fra Fredrikshald eller Halden som byen nu igjen heter, for Else Hansdatter Fange har vært hovedpersonen for mig helt fra begynnelsen av og under alle míne undersøkelser. 

Der har alltid hvilet et hemmelighetfult skjær over Økonom Thorbjørn Gustav Hanssens herkomst, og hans foreldres navne var det ingen av vor generasjon som visste om. 

Derimot sirkulerte der mange anekdoter og beretninger om hans mor, som tidlig vakte min barnefantasi til å tegne mig et billede av hennes temperament og personlighet. Jeg syntes hun måtte være den der hadde satt et vist preg over slegten. 

For mig fortoner hun sig, som en sers framifrå kvinne, av den typen som aldrig stod fast om det knep som værst for å berge hus og barn fra sult og farer i ufredstid eller nødsår. Hun våget ofte livet for sine, nâr veiene var utrygge fordi fiendtlige soldater lå på vagt for å røve proviant. At hun ved sånne anledninger var gløgg og listig til å lure «Svensken» forøket jo bare glansen i mitt eventyr. 

Ja ,der blev også visket om clairvoyance og om helbredende urte-kure, som var sả enestående i sit slag, at der ikke var nem grund til å tvile på hennes overnaturlige evner i så måte. 

Det har vært litt av en oplevelse å rote i đisse gamle, for lengst forsvundne dage . Jeg vil derfor forsøke å gi indblik i noe av det som gledet mig mest . Det blev som å reise på en opdagels-tur inn i et ukjent land. Jeg tar dere alle med på turen. 

Den første vanskelighet jeg møtte var, at vore arkiver ikke har meget å by på av dokumenter fra Frederikshald og Marker. Halden har vært hjemsøgt av mange store ildebrande. Julebranden 1817 og den store brand  18 Juni 1826, ja mange flere har herjet stygt i den tettbebyggede gamle by, som kun hadde trehuse. 

Byens offentlige bygninger, som også var av tre, var ikke ytstyrt med ildsikre skap til å opbevare protokoller eller dokumenter i ! Der var heller ikke forståelse blandt folk for at gamle breve kunne ha noen interesse for fremtiden. 

Halden med Fredriksten befestninger hadde helt siden Roskilde- freden i 1657 en meget utsatt beliggenhet. Da mistet Norge Bohuslen.  

Her hadde Haldenserne fienden på den annen side av fjorden. Og det er ikke sandelig byen følte i over 200 år.  Flere gange blev byen erobret av svenskene, som herjet og ødelagde eller satte husene i brand før de igjen forlot byen eller også tendte byens egne borgere på for å forhindre at fienden skjulte sig der. Ved alle disse anledninger rømmet befolkningen byen og overlot de offentlige arkiver til sin skjebne.  

Stort bedre var det ikke i de omkringliggende landdistriktene. 

I Berg prestegjeld hadde svenskene hatt sitt hovedkvarter på gården Torpum i krigsảrene 1659-60- Da fienden blev drevet tilbake over isen igjen, kvitterte de sitt nederlag med å «gjøre rent bord eiter sig». De satte da fyr på prestegården som brendte ned til grunden. Alle kirkebøker strøk med. 

Men fra omkring år 1826 har vi kirkebøker fra Halden har jeg gravet frem endel fra 1770-årene (Noen pantebøker, skifteprotokoller og branntakstprotokoller som er eldre enn kirkebøkene.)

De har vært til stor hjelp. 

Jeg har også med stor nytte og glede lest O.Forstrøms bok «Fredrikshald i 250 år.» Den blev utgitt til Jubileet 10 april 1915. Ved hjelp av denne har jeg lest mig inn i byens historie så jeg synes jeg har oplevet de forskjellige perioder. Jeg er  blitt glad i alle disse mennesker som så tappert har forsvart vort lands grenser, og kjempet med offervilje for sin by. Like fra den velhavende forretningsmann og politiker til almuen. 

Det første dokument jeg fandt var i FR.hald kirkebok: 

Thorbjørn Gustav Hansen. far: Høker Hans Larsen, mor: Else Hansdatter, konfirmert 1831 udvist ved dåbs attest født 4 Martii 1815 i FR.hald ved Torvet. Kundskab meget god, forhold meget god. 

Nu-ja det var jo en begyndelse. Så satt jeg med nesen dypt ned i kírkebøker i mange dage, og plukket frem døbte, konfirmerede,̈ víede og døde, den ene etter den annen. Skriften var små og ren stilet med gotisk skrift, blekket var brunt og ortografien -ja det var ingen ny rettskrinvning. Jeg har gjengidt alle attester og avskrifter i original form, for å gi den rette stemninger. 

Hans Larsen 

Født i Fredrikshald. antagelig er det ham som står i kirkeboken fra FR,hald fra 1770: 

Hans uegte, døbt19 februar 1775 født den l3de af Karen Pedersdatter, enke etter Hans Halvorsen: Som barnefader udlægges Lars Torkildsen, soldat. Dette er den eneste Hans som er døbt og født på Halden i det år, 

Efter folketellingslisten 1801 står han opført som født i Fr. hald og er 26 år. Han er da kusk hos Carsten Tank på Rød.

Pả samme  folkestellingsliste finnes ogsả Else Hansdatter Fange. Hun er husjomfru på Rød. 

Dette støtter jo de antydninger som av og til er fremkommet, om at «hun hadde gode forbindelser med «de høie herrer på Rød, ja der blev ogsả visket om kgl. vennskap som sørget sả vel for ham at der blev kjøpt et skyss-skafferi eller vertshus og hun blev «giftet bort med» kusken Hans Larsen . Det var antagelig i år 1807- I allfall kjøper Hans Larsen 14 April i 1807 en gård i Østregade, (nu Svenskegaten) på Nordre Fr.hald av Berger – skipper Niels Poulsen, Fredrikstad. Her får han bevilling til å drive vertshus og høkerforretning.  

Hans Hans Larsen har nokk tatt sin pligter som vertshustader meget grundig. Han blir senere omtalt som en noe våt herre, men var nok ikke om å fả en  sånn omtale i Frederikshald den tid. 

Forstrømskriver i sin bok: «Det ubendige drikkeri i vort land gjennem hele første halvdel av forrige århundrede er velkjendt. Loven av 1816 omtrent frigir brendevinsavirkníngen. I fleste byer var forholdene omtrent de samne. » Fredrikshald  udmerket seg som en god nr. 1 når det gjaldt drankergalskab. Byen hadde jo også flere brenderier og en mengde brendevinshandlere. 

Tildførselen fra utlandet var også ganske betydelig. Bondehandelen fra đe omkringliggende distikter, og Svenskehandelen gjorde byen til en livlíg og gunstig markedsplass. Selvsagt blev davertshusene og brendvinhallene flittig besøkt før hjemturen fandt sted. 

I 1837 utkom der en lov som «innskrenket brennevinssalget. 

Der blev satt en avgift for dem der solgte under 5 potter brennevin. Det viste sig da, at der i Fr. hald var ikke mindre enn 107 handlende, som var berettiget til brennevinsalg under 5 pott Senere blev denne avgift forhøiet til salg under 40 potter. 

Med kontrollen var det så som så.» 

«Ganske betegnende for forholdene i tyvårene var at der var folk i byen, som gjorde sig en inntegt av å om søndagene at vandre ut til landskirkene og sælge brændevin til Kirkealmuen. De undskyldte sig med, at de hadde fått solgt så lidet hvorimot prestens tjenestedreng under predikenen hentet brendevin fra nabogården og solgte langt mere, fordi han  hadde brændevinet for meget bedre kjøb». 

Ja skal vi kunde forstå at slikt kunde gå an, mả vi også huske på, at krigen og ufredsårene, som hadde vart i mere enn 200 år hadde i flere generasjoner vennet befolkningen til ả leve for dagen, og kanskje var det best å ta glederne på forskudd av og til. 

Det var blitt skikk og bruk, at folk fikk sig tildelt brennevin som arbeidsbetaling ved siden av den kontante betaling. Ja kanske denne skikk ikke er helt forsvunnetennu. Det er iallefall sikkert at i alle hjem blev der drukket mere enn det vi nu vilde kalle måtehold. Det var  både blandt storfolk og småfolk det. 

Derfor har jeg hatt en liten klokkekjærlighet til høkeren Hans Larsen,som døde på gaten under koleradagene i Halden. (Kirkebøkene har side opp og side ned av alle de som blev jordet i store fellesgrave.) Han hadde sikkert vært en snild og føielig mann, så føielig at vertshuspligtene hadde knekket vilje og mot. 

Fra gamle «Tante Carlberg fortelles det, at Hans Larsen ikke var noen større tess som soldat. I 1814 da soldatene igjen skulde utskrives til forsvar mot de svenskes angrep- fikk Mor Larsen nokk nyss om det i tide. Hun sprang hjem og fikk puttet mannen inn i bakerovnen og lukket døren til. Så tendte hun op varmen på gruen, og stilte sig i døren da sersjanten kom. 

“Nei, her er ingen våbenfør mann»  

Der blev husundersøkelse både høit og lavt men ingen Hans var å finne. Ingen tenkte vel på at der kunde være folk i bakerovnen , når varmen brendte på peisen ! De måtte gå med uforettet sak. Det tør vel hende, at det blev lang tid for den stakkar’n som satt innesperret i bakerovnen. Madam Larsen hadde ikke fortrukket en mine, men pustet nok lettet ut, da faren var Over. Hvad hun sa til mannen vet vi jo ikke noe om, men jeg kan tenke mig det.